Reparation af indfarvet tyndpuds (f.eks. vandskuring eller
filtsning)
Tyndpudsede
facader kræver mere vedligeholdelse end andre pudsede og malede
facader. Samtidig er det svært at reparere en facade med
indfarvet tyndpuds, så den får en pæn, ensartet overflade.
Hvad er tyndpuds?
Tyndpuds er en mørtel til pudsning af facader,
som påføres i et få millimeter tykt lag. Tyndpuds kan være
påført direkte på det nøgne murværk (blank mur), så man kan ane
murstenene igennem pudslaget, f.eks. som vandskuring, filtsning,
sækkeskuring eller berapning. Tyndpuds kan også være påført som
det sidste lag puds uden på et andet lag puds i et ?tykt?,
dækkende lag, hvor de bagvedliggende mursten ikke er synlige.
Tyndpudsen findes både med og uden
farve (indfarvning).
Rå tyndpuds kan være malet eller
kalket, og hvis du er i tvivl om, hvorvidt din facade har
indfarvet tyndpuds eller rå tyndpuds med efterfølgende maling
eller kalkning, kan du gøre følgende: Gå tæt på facadens
overflade og se efter, om den fremstår mat og ru med mange
sandkorn i. Så er der sandsynligvis tale om indfarvet tyndpuds.
Er overfladen derimod mere glat og blank, er der nok tale om
maling. En kalket overflade fremstår dog typisk også mat, og
hvis du stadig er i tvivl, kan du få en murer til at vurdere, om
din facade har indfarvet tyndpuds eller er malet eller kalket.
Tyndpuds bruges alene af
kosmetiske årsager. Det har ikke i sig selv nogen positiv effekt
på facadens sundhed eller modstandsdygtighed. I visse specielle
tilfælde kan det endda være dårligt for huset, fordi det er et
ekstra lag, der kan holde på fugten inde i murværket.
Hvilke ulemper
har tyndpuds?
Tyndpuds er som navnet siger et tyndt lag, og det betyder, at
det let forvitrer og skaller af og dermed giver ekstra
vedligeholdelse i forhold til en facade uden puds (blank mur).
Samtidig er det svært at reparere
en tyndpudset facade, så resultatet bliver pænt. Det skyldes
især, at det er vanskeligt at ramme den rigtige farvenuance med
den nye tyndpuds. Et andet problem er forskelle i farve eller
struktur, der opstår, når pudsen når at tørre undervejs i
arbejdet (de såkaldte pudseskel). Det kan f.eks. ske, fordi man
holder pause eller må flytte stilladset, før man kan komme
videre til næste etape af arbejdet. Der kan også opstå synlige
farveforskelle, fordi pudsens underlag har forskellig overflade
(f.eks. gammelt murværk af forskellig art).
Da det kræver erfaring at få et
pænt resultat med tyndpuds, må vi generelt anbefale, at du får
udført arbejdet af en erfaren murer.
Hvornår
skal du reparere facader med tyndpuds?
Indfarvet tyndpuds kan typisk holde sig pænt i cirka 10 år, men
på udsatte steder kan tyndpudsen dog blive nedbrudt allerede
efter få år, mens facader i læ kan stå pæne i næsten 20 år.
Tyndpuds vil ofte skalle af nede
ved jorden på grund af opstigende fugt eller højere oppe på
facaden på grund af påvirkninger fra sol og slagregn. Det ses
især på udsatte facader og gavle og især mod syd. Det er heller
ikke unormalt, at gammelt murværk giver sig og revner, både på
grund af mindre sætninger/bevægelser i bygningen eller jorden og
på grund af for dårligt murværk, især over vinduer og døre.
Der sker ikke umiddelbart noget
ved, at du springer vedligeholdelsen af det yderste tyndpudsede
lag over, da det kun har kosmetisk betydning. Mindre revner på
få millimeter og afskallede områder har ikke nogen betydning for
husets sundhed. Du skal dog holde øje med, at der ikke opstår
dybere revner i pudsen, da sådanne revner kan være skadelige for
murværket bagved.
Hvordan reparerer
du skader i tyndpuds?
Der er i princippet to måder, du kan reparere din tyndpudsede
facade på: Den ene går ud på at give overfladen en opfriskning i
form af en tynd lasur (se nedenfor). Den anden er en mere
omfattende og dybdegående renovering, hvor selve tyndpudsen i et
afgrænset område udskiftes helt.
Opfriskning med lasur
Opfriskning af dine indfarvede og pudsede facader kan enten
gøres med indfarvet kalkvand eller en indfarvet lasur som i
realiteten er en fortynding af en silikatmaling med samme farve
som den oprindelige indfarvet puds. Dog skal den indfarvede puds
have en forbehandling før at lasuren/silikatmalingen kan hæfte.
Bemærk at lasuren ikke kan
"skjule"/dække farveforskelle, men alene opfriske farven.
Vi anbefaler, at du taler med en
fagmand, da arbejdet og valget af produkt kræver stor erfaring.
Renovering af facaden
Større reparationer af tyndpudsede facader foregår normalt
sådan:
- Først banker eller skraber du
den nedbrudte og forvitrede tyndpuds af.
- Derefter skal du reparere
dybere revner med en mørtel magen til den, der er brugt i det
inderste lag puds.
- Så skal mørtlen tørre helt,
før du tyndpudser facaden.
Generelle råd om pudsning
af facader
- Puds i tørt vejr og helst om
sommeren.
- Temperaturen skal helst være
mellem 10 og 20 grader.
- Puds ikke i direkte sol.
- Du må ikke foretage
tyndpudsning på murværk som er meget vådt.
- Påfør mørtlen i et jævnt og
tyndt lag for at undgå farveforskelle.
- Brug tyndpuds, der har samme
produktionsdato, til hele facaden.
- Bland tyndpudsen med stor omhu
for at undgå farveforskelle.